Formål
Formålet med input-output tabeller er ved en organiseret
opstilling af detaljerede økonomisk-statistiske oplysninger at belyse
sammenhænge mellem produktion, import og anvendelser i økonomien for en given periode.
Suppleret med antagelser muliggør tabellerne modelberegninger af sammenhænge i
økonomien, der ikke direkte fremgår hverken af nationalregnskabet eller af
tabellerne.
Kilder
Input-output tabellen er baseret på det endelige
nationalregnskabs funktionelle system suppleret med en række antagelser som
fastlagt i nationalregnskabssystemet ENS 95. Den symmetriske input-output tabel
er af typen erhverv × erhverv.
Nationalregnskabets udarbejdes i overensstemmelse med
definitionerne i EU's Det Europæiske Nationalregnskabssystem
- ENS95, der er en europæisk udgave af FN's A System of National Accounts 1993.
Input-output
tabellen
Ud fra nationalregnskabets ca. 680 produktbalancer opstilles
en tabel, der i pengeværdi beskriver hvordan varer og tjenester i økonomien
flyder mellem udbydere og efterspørgere. Udbydere er erhvervene, import samt
andre primære input, herunder aflønning af ansatte. Efterspørgerne udgøres af
erhvervene og de endelige efterspørgsler, bl.a. privat konsum og eksport.
Erhvervenes produktionsværdier samt importen er opgjort i
basispriser, dvs. uden indirekte varetilknyttede afgifter eller subsidier. De
indirekte varetilknyttede skatter og subsidier er dog opgjort i en separat
række i tabellen, så det samlede forbrug i de enkelte erhverv og i de enkelte
endelige anvendelser kan beregnes i køberpriser.
Øvrige oplysninger
En introduktion til nationalregnskab og input-output
tabeller findes i lærebogsform i Nationalregnskabet
af Bent Thage & Annette Thomsen, serien Erhverv og samfund, Handelshøjskolen
Forlag, 2004 samt i Nationalregnskab,
betalingsbalance og udenrigshandel af Christen Sørensen, serie: Økonomisk
samfundsbeskrivelse, Forlaget Systime Academic, 2003.